Gas-terrassevarmere
Der er mange fordele ved en gas terrassevarmer og for rigtig mange vil en gasvarmer være det oplagte valg.
Gas terrassevarmere afgiver meget varme og kan opvarme et relativt stort areal. De er fleksible i forhold til placering og kan flyttes rundt på terrassen alt efter behov. En gasvarmer opvarmer både det, den rammer og luften omkring den.
Gas terrassevarmere fås i mange forskellige udformninger og størrelser. De små bordterrassevarmere spreder varmen i et mindre, mere koncentreret område og er derfor velegnede til opvarmning af mindre altaner og terrasser. Mellemstørrelsen kan med fordel benyttes under overdækkede arealer, hvor der er begrænset højde. De større gasvarmere spreder varmen i et stort område og er egnede til opvarmning af store terrasser og udendørsarealer ved restauranter og cafeer.
Hvor stort et areal gasvarmeren kan opvarme, afhænger primært af hvor mange kilowatt brænderen er på. Men det har også indflydelse, om varmeren er med eller uden flamme. Terrassevarmerne med flamme er desværre ikke helt så effektive som de klassiske gasvarmere, fordi flammen ’pakkes ind i’ et glasrør. De er til gengæld virkeligt smukke og skaber en skøn stemning.
Vi har terrassevarmere med effekt fra 2 kW til 14 kW, som opvarmer fra 2-8 m2. Men vi anbefaler, at du læser mere under det enkelte produkt, da her både er angivet kW effekten og det areal, der kan forventes opvarmet.
El-terrassevarmere
Det er, som udgangspunkt, næsten umuligt at sige noget generelt om, hvor store arealer en el-varmer kan opvarme. Det afhænger nemlig af flere faktorer, som f.eks. rørtype, placering og effekt.
Rørtypen i terrassevarmeren har en afgørende indflydelse på, hvor meget varme du kan forvente at få på terrassen. Du kan læse meget mere om de forskellige typer her.
Overordnet kan det siges, at infrarøde kortbølgerør er de mest økonomiske – her får du den største udnyttelse af energi til varme – helt op til 94%.
Halogenrør er lidt mindre økonomiske – de udnytter ca. 80% af energien til varme. Mens carbonrør er helt ned på 60%. carbonrør afgiver til gengæld mindre lys, røret bliver stadig rødt, men det stråler ikke ud i rummet på samme måde som de andre nævnte rørtyper. Vi anbefaler, at vælger du en varmer med carbonrør, så gå op i watt. Så vil du stadig føle, at du får varme nok.
Det er også muligt at få terrassevarmere, som slet ikke lyser. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, om varmepanelet har en glaskeramisk front. Er det tilfældet, anbefaler vi igen at gå op i watt, da glasset forhindrer varmen lidt i at nå lige så effektivt ud.
Vores hovedregel er, at en terrassevarmer på 1500W med infrarøde kortbølgerør kan opvarme 8-10 m2. En varmer på 2000W 10-12 m2 og en varmer på 2500W 14-16 m2.
Placeringen af din varmer er i høj grad også afgørende, når vi har med de væg- og lofthængte varmere at gøre. Vi anbefaler altid, at en varmer centreres i forhold til det primære område, du ønsker at varme op. Altså monteres en væghængt terrassevarmer, og en lofthængt for den sags skyld, altid midt for det spisebordsarrangement eller loungeområde, du gerne vil opvarme. Det nytter ikke at hænge en varmer midt på en terrasse og så håbe på, at alle ved bordet i den ene ende af terrassen får glæde af varmen.
Du skal ydermere være opmærksom på, at monteringshøjden har en væsentlig betydning for varmeeffekten. En terrassevarmer på 2000W hænges i en højde på max. 180-240 cm. En varmer på 1500W eller lavere monteres højest i 180 cm højde, hvorimod en varmer på mere end 2500W godt kan monteres op til 250-300 cm.
Så, som du nok kan fornemme, er der mange forhold at tage hensyn til, når vi taler om, hvor store arealer, der kan opvarmes af en el-terrassevarmer. Vores bedste råd er derfor også at læse grundigt på egenskaberne under den enkelte varmer.